Nyhedsbrev 2009-01
Kære Ballad sejler.
Bestyrelsen i din klub ønsker alle et rigtigt godt Ballad nytår med kapsejladser, tur arrangementer og ERFA møder.
Vi sluttede sidste år med et fint arrangement hos NORTH SAILS i november måned. 25 Ballad sejlere mødte op og havde en udbytterig aften med sejldesign, tips og gode ideer.
I 2009 starter vi med en nyhed: Årsmødet eller klubbens generalforsamling holder vi i Vejle, Neptun Sejlklub huser arrangementet der finder sted: Søndag den 8. marts 2009 kl. 10.00.
Den 16. april holder vi ERFA møde med Det Levende Søkort som tema. Vi mødes kl. 18.30 i Skovshoved Sejlklub og klubben byder på en beskeden middag, hvorfor du skal tilmelde dig til klubbens kasserer, Jørgen Winston Rasmussen; kasserer(at)ballad.dk eller 40 11 32 56. Du kan med fordel medtage egen PC og modtage instruktioner af Henry Angelo, aftenens foredragsholder.
Leif og hans besætning på B 1477 Carrie fortsætter i 2009 den flotte succes med kapsejladser uden spiler, en form for harestart med egen tids registrering fra Svanemøllebugten og rundt om Middelgrunden. Vi overvejer om der kan etableres et samarbejde med svenske Ballad sejlere i denne sammenhæng.
Fra klubben vil vi i foråret igen pege på de traditionelle kapsejladser for Ballader: Ladies Cup den 10. maj, Fyn Rundt Cup 22 - 24 maj og Sjælland rundt 26. juni - 28 juni.
Sten Meldgaard, B 2018 Perlemor arbejder på IBC 2009, men udsigterne for at det lykkes ser lidt sløje ud lige nu. Der er et must for stævnet at vi får en anden klasse med i arrangementet.
Klubbens tur generaler arbejder ligeledes med arrangementer i Limfjorden og i Storebælt. Programmer og invitationer udsendes i kommende nyhedsbreve.
I de sidste par år har vi savnet en tur og træf arrangør i Øresunds regionen. Er der en Ballad sejler der har lidt overskud og kunne tænke sig at gøre noget for Ballad sejlere, så giv lyd fra dig. Klubben støtter op både med tilskud og gaver.
Du kan også følge med på www.ballad.dk og her se datoer for de forskellige arrangementer. Klubbens webmaster Sven Riis-Klausen opdaterer løbende hjemmesiden.
Med Ballad hilsen og ønsket om god vind
Torben, B 683 Pascal