Sejlbåde og dieselmotorer
En skøn blanding, hvis det virker. Er der problemer med sidstnævnte, kan det give anledning til mange ærgrelser og situationer man godt ville have været foruden. Her er nogle fakta som måske kan hjælpe dig med at få mere fornøjelse af og færre problemer med din dieselmotor.
Dieselolien.
I rigtig mange tilfælde er det dieselolien der viser sig at være problemet. Er det så fordi dieselolien er for dårlig? Nej, men dieselolien er ikke ”bygget” til det meget lille marked som sejlbåde udgør, den er primært lavet til lastbiler, busser og andre motorer, hvor driften er helt anderledes end på sejlbåde.
Mange koldstarter og alt for korte arbejdsperioder er ikke godt for en dieselmotor, derfor kan dieselolien gøres bedre egnet til vores formål ved at tilsætte forskellige ting.
Dieselpest er en plage for utroligt mange lystsejlere. Derfor kan det anbefales at dieselolien tilsættes antipestmiddel som til dels afhjælper problemet med dieselpest, og det har (i de fleste produkter) den ekstra fordel, at det virker rensende på dyser og i forbrændingskammeret. Tilsættes som regel i forholdet 50 ml til 50 liter dieselolei. Tilsættes yderligere 1-2% 2-taktsolie (syntetisk) forbedres smøre evnen ganske væsentligt.
Ved tilsætning af disse 2 ting i dieselolien er vi godt rustet. Men det løser ikke problemet, hvis brændstoffilteret er ødelagt af dieselpest. Og netop det er nok det mest forekomne problem for dieselmotorer i sejlbåde.
Hvad er så dieselpest og hvad kommer det fra eller af ?
Dieselpest er en langsomt snigende fare, der kommer af at der kommer vand i dieselolien. Når vandet kommer i dieselolien opstår der en bakteriologisk proces, der danner stoffer som bestemt ikke bør findes i dieselbrændstof. Det kan stoppe brændstofrør, slanger og filtre, og det forårsager korrosion i pumpe og dyser.
Utætte påfyldningsstudse og slanger er et godt sted at starte sin forebyggelse mod dieselpest, men kondensvand er nok det der gør at rigtig mange både har ”dieselpest”.
Hvis brændstoftanken ligger klistret op ad skrogsiden under eller over vandlinien vil dieselolien have næsten samme temperatur som vandet. Om foråret betyder det med tiltagende sol og varme, at
temperaturforskellen vil være meget stor, og om noget betyder det kondensvand på tankens inder/overside. Er tanken placeret inde i båden og isoleret væk fra skroget er kondensproblemet mindre, men det er der.
Forbruget af dieselolie i en sejlbåd varierer selvfølgelig meget, men gennemsnitlig er forbruget ikke særlig stort. For mange sejlere ikke engang 1-2 tankfulde om året. Og ved et lille forbrug sker der en ophobning af vand i tanken, og så starter processen. Meget få sejlbåde kan undgå at få kondens-vand i brændstoftanken, og for at undgå uheldige motorstop er der nogle få enkle regler, som man bør følge. Er du det mindste i tvivl, kan det anbefales at få tømt brændstoftanken, skifte filtre og blæst brændstofrørene igennem helt ud til dyserne. Derefter skal der påfyldes rent frisk brændstof tilsat antipestmiddel suppleret med 2-taktsolien. Dette vil være en rigtig god ny start, men nu skal du huske at holde det ved lige (se efterfølgende).
Hvordan forhindre eller formindske kondensvand ?
Dette er ganske simpelt : Ved vinteropbevaring skal tanken altid være fuld (helt fuld). Der må ikke være hulrum over dieselolien. Det er når der er hulrum der kommer kondens. Dieselolien skal fyldes helt op i påfyldningsrøret.
Om sommeren sørger du herefter for altid at have din tank så fuld, som det er praktisk muligt.
Følger du forannævnte vil du få færrest problemer med din motor, der så til gengæld går rigtig godt og starter når du ønsker det.
Husk at om foråret er vandet stadig koldt, og luften i båden i båden – når solen skinner – kan blive ganske lun, og det er netop under disse temperatur forskelle, der er stor risiko for kondens hvis der er hulrum i brændstoftanken.
Jeg håber med dette at have sat nogle ting på plads omkring dieselolie og ønsker dig en rigtig god sejlads.
B 1350, Bella, John Andersen